VELKOMMEN        OM FORESTILLINGEN        PRESSE        BILLETTER

 

MEDVIRKENDE

Frederick Frankenstein - Den gale videnskabsmands barnebarn: Rasmus Albeck

Igor - Den pukkelryggede assistent: Jesper Juhl

Inga - Den barmfagre, blonde assistent: Julie Lund

Monsteret - Ja...Frankensteins monster: Tom Aarup Larsen

Elisabeth - Den snerpede forlovede: Helena Neumann

Frau Blücher - Den sterne husholderske: Rikke Osvang Aarup

Inspektor Kemp / Eneboeren - Transylvansk politichef/Blind eneboer: Adam Villaume

Ziggy - Den lokale landsbytosse: Emil Steen Mikkelsen

Viktor Von Frankenstein - Den afdøde, gale videnskabsmand: Esben Frank


Ensemble - Videnskabsmænd, Vrede transylvaniere med høtyve, m.fl.:

Dina Fie Lorentzen

Tilde Gaardboe

Jacob Damm

Oliver Svensson

Camilla Eriksen

Mathias Lakshøj-Hansen

Julie Elisabeth Vetö

Louise Frank Iversen

Andreas Lakshøj-Hansen

Lasse Holm

Anja Østerby Hansen

Mette Nybo Bonde

Silvia N. Khotpanya Blandfort

Birka Christensen

Clara Amalie Singerholm Christiansen

Camilla Schrøder

Vitus Elliot Hansen

Christof Gleie

PRODUKTION

Instruktør: David Lakshøj-Hansen

Koreograf: Nanna Kampp Villumsen

Kapelmester: Rose Munk Heiberg

Produktionsleder: Freia Friis

Instruktørassistent: Mathias Lakshøj-Hansen

Korindstudering/Sangcoach: Esben Frank

Scenograf: Anders Bøttger

Scenograf assistent: Sarah Jönsson

Kostumier: Lissy Larsen

Lyddesign: Frederik Rosenkjær

Lysdesign: Jesper Rude

Forestillingsleder: Maria Toft Vetö

Rekvisitør: Katarina Honore

Assisterende koreograf/Dansekaptajn: Dina Fie Lorenzen

Produktionskonsulent: Morten Christensen

Grafisk design, Web & Video: Tom Aarup Larsen


Manuskript: Mel Brooks & Thomas Meehan

Tekst & Musik: Mel Brooks

Danske sangtekster: Mads Æbeløe Nielsen

Dansk dialog: Thomas Bay

Original instruktion og koreografi på Broadway: Susan Stroman

Forlag: MTI Europe

”Puttin’ on the Ritz” er skrevet af: Irving Berlin



HANDLINGEN

Vi befinder os i 1934, hvor landsbyboerne i Transsylvanienborg fejrer begravelsen af den gale videnskabsmand Dr. Victor von Frankenstein. Politikommissær Kemp, der har træarm og træben, afslører, at Victor har et barnebarn ved navn Frederick, som er dekan på det anatomiske fakultet ved New Yorks mest berømte universitet; Johns, Miriam og Anthony Hopkins Medicinske Institut. Landsbytossen Ziggy overbeviser de andre landsbyboere om, at en doktor fra New York aldrig ville rejse hele vejen til Transsylvanien, og så fortsætter festlighederne (”Den lyk’ligste by i by’n”).


I New York lærer Frederick Frankenstein de studerende om naturens absolutte mesterværk; hjernen (“Den her”). Men han er fl ov over at være en Frankenstein. Derfor insisterer han på, at efternavnet skal udtales “Fronkensteen”, og at han er professor - ikke en gal videnskabsmand. Da han hører, at han har arvet sin bedstefars slot i Transsylvanien, er han nødt til at rejse dertil, inden ejendommen bliver konfi skeret af Transsylvanienborgs Skattestyrelse. Fredericks forlovede Elisabeth Benning sender ham afsted, men det er tydeligt at se, at deres forhold langt fra er fysisk (“Ikke

røre”).


Da Frederick ankommer til Transsylvanien, møder handen pukkelryggede Igor, som prøver at overbevise ham om at gå i sin bedstefars fodspor (“Fra nu af skal vi hænge sammen”). Han har faktisk allerede hyret Inga; en jodlende laboratorieassistent med en universitetsgrad i praktisk naturvidenskab fra Heidelbergs Universitet. Efter en tur i høet for at komme til Frankensteins slot (“Høet er skønt”), møder de den mystiske Frau Blücher, hvis navn

lader til at skræmme hestene.


Frederick drømmer, at hans bedstefar og forfædre opfordrer ham til at bygge et monster (“Slut dig til familien”). Han bliver vækket af Inga, og sammen opdager de en hemmelig gang, hvorfra de kan høre uhyggelig musik. Gangen fører til det gamle laboratorie, hvor de opdager, at den uhyggelige musik bliver spillet af Frau Blücher. Hun afslører sin fortid med den afdøde Victor, som hun var mere end en husholderske for (“Han var min kæreste”). Efter at have studeret sin bedstefars notesbøger beslutter Frederick at fortsætte eksperimentet med at bringe dødt materie til live. Han beder Igor om at fi nde et stort lig og hjernen fra den afdøde forsker Hans Delbruck.


Politikommissær Kemp giver landsbyboerne instrukser om at holde øje med gravrøvere, mens Frederick og Igor trækker ligvognen gennem byen (”Loven”). Igor vender tilbage med hjernen, men han taber den, og erstatter den diskret med en anden. Frederick skaber monstret (”Liv, liv”), som går amok, kort efter han vågner op. Doktoren bliver vred, da han opdager, at Igor har givet ham en anden mands hjerne, hvis navn vistnok er Abby

Norm.


Politikommissær Kemp og landbyboerne tager op til slottet for at undersøge, hvad der foregår, under påskud af at byde Frederick velkommen (”Velkom’n til Transsylvanien”), men Frederick, Igor og Inga prøver at holde landsbyboerne hen (”Transylvania Mania”). I mellemtiden løslader Frau Blücher monstret uden at give Frederick besked, og der udbryder vild panik.


Landsbyboerne leder efter monstret, og Frau Blücher prøver at lokke ham tilbage ved at spille musik, men det lykkes ikke (”Han er fri”). Imens beroliger Inga den bekymrede Frederick (”Hjertet viser vej”). Frau Blücher og Igor fi nder dem på platformen, hvor de er i gang med det, Igor kalder ”et eksperiment inden for den kvindelige anatomi”. Elizabeth ankommer uventet til Transsylvanien med sit følge (“Surprise”) og fi nder Frederick og Inga mere eller mindre afklædte. De forsikrer hende om, at der ikke er sket noget mellem dem.


I mellemtiden har monstret mødt den blinde eneboer Harald (”Er der en derude”). Da Harald ved et uheld hælder varm suppe i monstrets skød og sætter ild til hans tommelfinger i stedet for en cigar, går monstret amok igen og stikker af. Frederick lukker sig selv inde sammen med monstret og prøver desperat en sidste udvej for at berolige ham; han overbeviser monstret om, at han er en fl ot fyr, som vil blive elsket og hyldet

af alle (”En stjerne i dag”).


Monstret bliver fl ot klædt på og præsenteret på et teater i byen, hvor han danser til Irving Berlin’s “Puttin’ On the Ritz”. Da nummeret er slut, bliver monstret forskrækket over nogle scenelamper, der eksploderer. Han bortfører Elizabeth til en hule, hvor han tager hende med storm. Her opdager hun en anden side af monstret og indser, hvad hun altid har ledt efter (”Helt ind”). Frederick lokker monstret tilbage til slottet ved hjælp af hornmusik

og forsøger sig med en hjerneoverførsel, men monstret vågner ikke.


Samtidig tror politikommissær Kemp og de vrede landsbyboere, at monstret har slået Elizabeth ihjel, og de bryder ind på slottet og forlanger at hænge doktoren. Han bliver hængt, efter endelig at have accepteret sit rigtige efternavn (”Når min tid rinder ud”). Monstret ankommer, og efter hjerneoverførslen kan han pludselig både tale velartikuleret og bruge sine nyerhvervede medicinske evner. Han opdager, at Frederick ikke er død, og genopliver ham. Lige som landbyboerne skal til at hænge Frederick og monstret igen, ankommer Elizabeth. Monstret frier til Elizabeth (”Helt ind - Reprise”), og Frederick og Inga forlover sig. Og sådan ender det hele lykkeligt (”Finale”).

MEL BROOKS - KING OF COMEDY

Mel Brooks fik sit gennembrud som komedieforfatter i 50’erne og 60’erne, men det er som instruktør på nogle af fi lmhistoriens mest elskede
komedier, vi kender ham bedst. Hans særlige sans for at parodiere kendte film og fi lmgenrer var noget helt nyt, og da han instruerede sin første film The Producers i 1967, var det både en kærlighedserklæring til Broadwayscenen, men også en chance for at gøre tykt grin med Hitler og nazisterne.

Derefter var det westerngenren med Blazing Saddles - Sheriffen skyder på det hele, hvor raceforskellene i USA også kom under kærlig, humoristisk behandling, og senere Hitchcock-pastichen High Anxiety, rumfilmen Spaceballs og Robin Hood - Men in Tights. Men det var på mange måder Young Frankenstein, der var den mest ambitiøse idé. Brooks ønskede nemlig at lave filmen i sort/hvid, så den lignede de klassiske Universal-gysere fra 30’erne – noget, som ingen af fi lmselskaberne syntes, var en god idé, da farvefi lm netop var blevet den nye standard. Ikke desto mindre lykkedes det ham at få produktionen i gang.


Filmen bød på legendariske præstationer fra Brooks’ faste trup af skuespillere; Marty Feldman, Cloris Leachman, Madeline Kahn, Kenneth Mars og ikke mindst uforlignelige Gene Wilder. Brooks selv måtte, efter aftale med medforfatteren Wilder, ikke optræde i filmen, for “så var det jo tydeligvis en komedie og ikke en klassisk gyser”. Young Frankenstein blev en kæmpe succes og er at finde på stort set alle lister over de bedste komedier i filmhistorien.


I 2001 satte Brooks, der også er en kompetent komponist og sanger, musik til The Producers og bragte den til Broadway. Den blev en gigantisk succes, så det var vel kun naturligt, at han som sit næste projekt kastede sig over Young Frankenstein. Forestillingen har siden sin premiere gennemgået et par omskrivninger, hvilket heldigvis har givet anledning til nogle anderledes og mere tempofyldte opsætninger; bl.a. på Fredericia

Teater. Gorgernes opsætning af denne skønne, skøre forestilling er kun anden gang, den opføres i Danmark, men helt sikkert ikke den sidste.