Audition til CHESS

13. aug 2024

Teatret Gorgerne inviterer til audition til vores opsætning af CHESS The Musical. 

Prøvestart er ultimo november (for solister) og primo januar (for ensemble). Prøverne ligger mandage og torsdage 19:00-22:00 samt et antal weekendprøver.  I ugen op til premieren vil der være prøver hver aften i Kulturhuset Brønden.

Spilleperioden er 20. – 24. maj 2025 (forpremiere 19. maj).

NB! Forestillingen spilles på engelsk.

Auditions afholdes d. 28. og 29. september, og der vil være callbacks d. 5. og 6. oktober i Kilden i Brøndby.

Frist for tilmelding til audition er 14. september 2024 kl. 12:00.

Teatret Gorgerne er en frivillig forening, og al medvirken er ulønnet. Alle medvirkende forventes desuden efter evne at tage del i praktiske opgaver omkring produktionen. Det årlige kontingent er på 400 kr. og skal overføres til Teatret Gorgerne ved prøvestart.

AUDITIONINFO

SANG

På auditiondagen skal du synge en sang foran panelet. Søger du en hovedrolle, skal du synge den nævnte sang på listen herunder. Søger du ensemble eller CHESS-koret, kan du vælge en sang fra listen, eller du kan medbringe en anden relevant sang i samme stil som forestillingen. Medbringer du selv en sang, SKAL du medbringe en node i 2 eksemplarer, én til pianisten og én til kapelmesteren. Noden til pianisten SKAL være tapet på bladrevenlig vis (ingen løsblade!). Noden SKAL desuden være i den rigtige toneart. 

OBS: Sangen er også din skuespilsaudition — vi kigger med andre ord både på dine sangevner og din evne til at fortolke sangen skuespilsmæssigt.

DANS

Derudover vil der blive indstuderet en koreografi, som I skal fremføre for panelet i hold. Sørg for at være klædt i egnet dansetøj + sko. Der er kun begrænset mulighed for omklædning på stedet. Søger du udelukkende plads i CHESS-koret, skal du ikke til danseaudition.

CALLBACK

Hvis du indkaldes til callback, sender vi dig det materiale fra forestillingen, som du skal forberede. 

NB: Vi indkalder dig kun til callback, hvis vi er i tvivl eller har flere gode bud på samme rolle, og vi indkalder som udgangspunkt ikke ensemble til callback. Så hvis du ikke indkaldes til callback er det ikke ensbetydende med, at du ikke kommer med i forestillingen.

Du kan blive bedt om at læse eller synge på flere eller andre roller, end den du har søgt eller forberedt dig på, så vær ærlig overfor dig selv — og os — når du udfylder tilmeldingsskemaet. Husk også at angive, om du er interesseret i at være ensemble, eller du kun går efter en rolle.

AUDITIONPANEL

Benjamin Sitrit, instruktør

Esben Frank, kapelmester

Ida Louise Kvist, koreograf/visuel iscenesætter

Der vil desuden være en akkompagnatør tilstede.

AUDITIONSANGE

Søger du en af de roller, der er nævnt i parentes, skal du synge pågældende sang(e) herunder:

Damer

Nobody’s side (Florence)

Someone else’s story (Svetlana)

I know him so well (Florence & Svetlana)

Herrer

Where I wanna be (Anatoly)

Anthem (Anatoly)

Pity the child (Frederick Trumper)

The arbiter (The arbiter)

Soviet Machine (Molokov)

Søger du ensemble eller CHESS-koret, er du som nævnt også velkommen til at vælge en anden sang i samme stil som forestillingen. Medbringer du selv en sang, SKAL du medbringe en node i 2 eksemplarer, én til pianisten og én til kapelmesteren. Noden til pianisten SKAL være tapet på bladrevenlig vis (ingen løsblade!). Noden SKAL desuden være i den rigtige toneart.

Hvis du bliver kaldt til callback, vil du blive bedt om at forberede én eller flere af ovenstående sange. Vi kan også bede dig om at forberede en anden af forestillingens/rollens sange. I så fald vil der være tale om et kort uddrag.

OM FORESTILLINGEN

CHESS The Musical er en storslået, symfonisk fortælling om to stormestres kamp om verdensmesterskabet i skak — og ikke mindst om den samme kvindes kærlighed — under den kolde krig, hvor politiske intriger, romantiske forviklinger og det anspændte forhold mellem USA og Sovjetunionen udgør det egentlige skakspil.

Og med nutidens geopolitiske klima, hvor verden igen er opdelt i øst og vest, er der grobund for nyfortolkning og kreative påfund der resonerer i 2025.

Med musik af legendariske Benny Andersson og Björn Ulvaeus og libretto af Ulvaeus og lige så legendariske Tim Rice – og ikke mindst et stort orkester — lægger Teatret Gorgerne op til en storslået musikalsk oplevelse.

ROLLER

Anatoly Sergievsky

Tenor/lys baryton, F♯2–A♭4 (valgfrit B♭4)

“Russeren”: Stormesteren fra Sovjetunionen — en plaget ægtemand og far, som foragter turneringens propaganda og politik, og som beslutter sig for at forlade sit hjemland og sin familie.

 

Freddie Trumper

Tenor, B♭2–D♭5

“Amerikaneren”: Stormesteren fra USA — en selvoptaget, berømmelses- og rigdomssøgende, kortluntet, russofobisk bad boy, som modnes og hjælper Anatoly et år efter sit eget nederlag.

 

Florence Vassy

Mezzosopran, E♭3–E5

Freddies viljestærke sekundant (og muligvis elskerinde), som blev adskilt fra sin formodentlig tilfangetagne eller dræbte far under den ungarske revolution i 1956. Florence føler sig presset af Freddies aggresivitet og forelsker sig i Anatoly, for i sidste ende at blive hans elskerinde.

 

The Arbiter

Tenor/baryton, B2–A4

Den køligt objektive, “ikke noget pis”-dommer ved mesterskabsturneringen og derudover præsident for det Internationale Skakforbund. Desuden delvist en fortællerfunktion i forestillingen.

 

Svetlana Sergievsky

Mezzosopran/alt, F3–E♭5

Anatolys hustru, som under Molokovs manipulationer forsøger at overtale Anatoly til at tabe mesterskabet; selvom hun er ked af Anatolys forræderi og utroskab, forstår hun også, at Florence har givet Anatoly noget, hun ikke selv kan.

 

Molokov

Bas/baryton, F♯2–G4 (valgfrit D2)

Anatolys snu sekundant, som tilsyneladende også er KGB-agent.

 

 Walter de Courcey

Bas/baryton, E2–F4

En finansiel administrator og PR-mand i Freddies delegation og tilsyneladende hemmelig CIA-agent.

 

Popkor

Lille gruppe af ensemblesangere, som leverer backingvokal på popnumrene.

 

Ensemble

Merano-beboere, sælgere, ambassademedarbejdere, delegationsmedlemmer, Bangkokdansere, skak-publikum mv.

Mænd & kvinder, div. aldre. Bør være stærke sangere, som mestrer både pop- og klassisk sangteknik. Bør desuden beherske basale dansefærdigheder. Desuden vil en mindre gruppe af stærke dansere blive udvalgt fra ensemblet til div. dansenumre af højere niveau.

 

CHESS-koret

Korsangere på de store kornumre i forestillingen. Disse vil have færre prøver, og er derfor en oplagt mulighed for dem, der har lyst til at medvirke, men ikke har tid til at deltage i et fuldt forløb.

Mænd & kvinder, div. aldre. Bør være sangere som primært mestrer klassisk sangteknik. Skal ikke danse, og medvirker kun i begrænset omfang i ensembleopgaver.

 

NB: Karakterernes aldre er vejledende. Alle er velkomne til audition uanset køn, alder, etnicitet mv.