CHESS SPILLER FOR FULDE SALE I BRØNDBY

29. maj 2025

Vi har netop afsluttet spilleperioden på vores opsætning af CHESS i Kulturhuset Brønden – og sikke en oplevelse det har været! Fem dage med 6 udsolgte forestillinger, stående bifald og overvældende respons fra publikum har givet os en start, vi kun turde drømme om.

CHESS blev ikke bare vores første store opsætning i Brøndby – det blev også en markering af, hvad vi gerne vil som teater: levere forestillinger med høj kunstnerisk kvalitet, stærke fortællinger og turde fortolke og genfortolke. Med CHESS har vi sat fokus på magt, medier, kærlighed og kontrol – pakket ind i en ikonisk musical med noget på hjerte.

Forestillingen blev båret af vores store ensemble, vores seje backstage kor, et dedikeret orkester og et kreativt team med mod på at nytænke – og publikum tog imod det hele med åbne arme. Det er vi dybt taknemmelige for. En kæmpe tak til alle involverede for at få CHESS ført til sit slutspil

Vi glæder os allerede til at løfte tæppet igen og fortsætte teaterrejsen her i Brøndby. CHESS var kun begyndelsen.