GORGERNE VENDER HJEM – OG VI HAR STORE PLANER

4. aug 2024

Teatret Gorgerne så dagens lys i 1997, da en gruppe unge musicalspirer med udgangspunkt i Greve, var blevet for gamle til Ungdomsskolen, men savnede et sted, hvor de kunne spille ambitiøse musicals på højt niveau. De sidste 20 år er Gorgerne blevet kendt for modige, nyskabende musicals og som rugekasse for talenter og kommende stjerner. I mange af disse år har Gorgerne haft base og øvet i Brøndby, men forestillingerne har ligget rundt om andre steder i Hovedstadsområdet, på så forskellige scener som Tivolins Koncertsal, Teater Zeppelin, Gladsaxe Teater og Galaksen i Værløse. Det ændrer sig dog nu, da Gorgerne stolt kan berette at vende hjem til Brøndby Kommune. Fremover vil Gorgerne ikke kun øve i Brøndby men også spille sine musicals her. Om det udtaler formand Tom Aarup Larsen:

”Vi har altid følt os hjemme og taget godt imod i Brøndby og det vil vi gerne honorere, ved at lægge endnu flere af vores aktiviteter her, ikke mindst de store forestillinger. Samtidig synes vi også det er en spændende og vigtig opgave at komme ud med kultur, teater, musik og musical til dele af Danmark, hvor der ikke er så mange andre lignende tilbud. Brøndby kendes i dag som en af de allerstærkeste idrætskommuner i Danmark. Vi vil med dette tiltag gerne gøre vores for, at man i fremtiden også tænker musical, når man hører Brøndby.”

I samarbejde med Brøndby Kommune flytter Teatret Gorgerne nu alle sine aktiviteter til foreningens hjemstavn og glæder sig over foreløbigt at kunne præsentere følgende planer:

  • Oktober 2024: Halloween-Koncert i Kilden
  • December 2024: Julekor i Brøndby, med mulighed for flere optrædener
  • Maj 2025: En stor, international musical i Kulturhuset Brønden.

Herudover har Gorgerne et par overraskelser i støbeskeen, der ikke kan afsløres endnu. Formand Tom Aarup Larsen udtaler:

”Vi har store ambitioner for vores lille teater og tror på, at Brøndby er det perfekte sted at realisere dem. Vi vil nemlig ikke kun underholde, men også udfordre, inspirere og engagere vores publikum med vores forestillinger og arrangementer.

Indtil vi annoncerer forårets store musical, kan I glæde jer til vores første Halloween-koncert, hvor vi dykker ned i Danny Elfman & Tim Burtons animationsfilm som “The Nightmare Before Christmas” og mange andre moderne, mørke klassikere. Vi opfordrer alle vores faste støtter til at følge os på denne spændende rejse via sociale medier, hjemmeside og nyhedsbreve og siger samtidig tusind tak for opbakningen.”