GUYS AND DOLLS – Vores 25-års jubilæumsforestilling

28. feb 2022

Teatret Gorgerne fejrer 25-årsjubilæum med en rigtig sølvbryllupsbasker: Den swingende Broadwayklassiker GUYS AND DOLLS.

Frem med terningerne, på med de bredskyggede hatte og de højslidsede kjoler og forbered dig på en forestilling, der bliver kaldt den perfekte musicalkomedie. GUYS AND DOLLS havde premiere i 1950, hvor den blev en enorm publikumssucces og vandt et hav af priser, bl.a. en Tony for bedste musical. Frank Loessers fængende bigbandsange blev hurtigt til evergreens, og filmversionen fra 1955 havde Marlon Brando og Frank Sinatra i hovedrollerne.

De sidste 70 år har den kørt kontinuerligt på teaterscener verden over og har gentagende gange slået rekorder og vundet nye priser for genopsætninger. Sange fra forestillingen, deriblandt ”Luck Be a Lady” og titelnummeret ”Guys and Dolls”, var en fast del af repertoiret hos The Rat Pack og er blevet indspillet af kunstnere som Barbara Streisand, Bing Crosby, Paul McCartney og Ella Fitzgerald.

For Teatret Gorgerne betyder det nye udfordringer. En handling, der foregår i 1930’ernes New York, med svindlere, showgirls og storspillere, pakket ind i højt tempo og masser af komiske karakterer, lyder umiddelbart, som noget vi ville kaste os ud i; men når man tilføjer et kæmpe swingorkester, store danseoptrin og det faktum, at GUYS AND DOLLS vandt Pulitzerprisen i 1951, så er der en del at leve op til.

Dertil kommer, at vi aldrig tidligere har spillet noget fra Broadways guldalder. Den ældste forestilling, vi hidtil har opført, er Jesus Christ Superstar fra 1971, så vi glæder os til at gå ’old school’. Samtidig har vi dog planer om at skabe en helt ny og frisk version af GUYS AND DOLLS, der vil begejstre et moderne publikum anno 2022.

 

 

 

 

 

Teatret Gorgernes 25-års jubilæumsforestilling

spiller i Galaksen, Bymidten 48, 3500 Værløse
8. november kl. 19.30
9. november kl. 19.30
10. november kl. 19.30
11. november kl. 19.30
12. november kl. 15.00
12. november kl. 19.30