Reaktioner

ANMELDELSE I GAFFA

GAFFA har allerede én gang dette efterår kastet sin velsignelse over kombinationen Odeon og Danmarks Underholdningskorkester. Det er et match made in heaven. Danmarksturneen på denne 50-års jubilæumshyldest af Andrew Lloyd Webber og Tim Rices album kobler kristendommens og rockens glade budskaber på den himmelske klinge, omend i en langt mere moderne fremførelse. Med rockmusicalen Jesus Christ Superstar, der oplever sin gud-ved-hvilken genopstandelse på de bonede gulve, kan man stille sig selv spørgsmålet: Er den stadig relevant?

 29 solister, et 25-person stort kor og en orkestrering, der ikke blot har nøjedes med minimumsbesætningen danner rammen om den godt og vel to timer lange bibelskole. Der er fra ouverturen god energi. 70’er-spaden tæsker riffet igennem, og ensemblet gør i slowmotion entré. Åbneren “Heaven on Their Minds” er bombastisk, catchy og giver plads til teatralske fraseringer fra Erann David Drori i rollen som Judas.

Ronnie Dio-falsetterne står på spring

Judaskarakteren bærer forestillingens point of view. Det er dén karakter med størst udvikling. Det viser sig da også i repertoiret, hvor de mest mindeværdige præstationer er tillagt Judas, for ej at forglemme fortællingens bad guys.

Cavin Cornwall genfortolker rollen som Kaifas, en rolle han tidligere har besat under 2013-Chicago opsætningen. Cornwall rammer de dybeste afgrunde af oktavintervallerne, og publikums applaus under scenefaldet er ikke til at tage fejl af. Det er klart stemmen, der har fået hårene til at rejse sig under de to gange 50 minutter.  I rollen som Pontius Pilatus indgydes der de helt onde Ronnie Dio-rockfalsetter på roasten “Pilate and Christ” leveret solidt af Bjørn Fjæstad.

Martin Brygmann i rollen som Kong Herodes ender, meget forventeligt, med fuldstændigt at erobre publikums hjerter under “King Herod’s Song”. Vanvidsudbrud i fraseringerne gør, at billedet af den dekadente Herodes leveres i bedste burlesque stemning. Brygmann trækker uden sammenligning aftenens største bifald og giver en unik fortolkning af denne super-birolle, der i tidligere opsætninger blandt andet er blevet besat af Alice Cooper.

Minimalistisk sceneopsætning, maksimale musikpræstationer

Odeons scene bliver brugt klogt, selvom publikum ikke engageres på samme måde som 2018 giga-opsætningen med John Legend i titelrollen. I disse Corona-tider er Frelseren, spillet af Christoffer Brodersen, blot nede at sidde på scenemonitoren uden at kaste sig hovedkulds ud i sin lørdagsforsamling.

Kjortler er erstattet med jakkesæt. Der er minimalt med sværd-og-sandal-æstetik, men maksimale musikpræstationer. Et gigantisk LED-genereret kors åbner for lyssluserne i slutningen af første akt under “The Temple” og brager derfra videre med fin minimalistisk sceneæstetik. Der er dog rigeligt med lyseffekter til at holde publikums koncentration, og så er der én ting, som ender med at blive symptomatisk for ensemblet: De bliver ved med på skift at stjæle rampelyset.

Fra rock over pop til progressiv jazz

Med slet skjult frygt for at blive taget for blasfemi, så er der en overvægt af testosteron i bibelskolens fortællinger. I denne sammenhæng er Maria Christina Apetri i rollen som Maria Magdalene et forfriskende pust til en falset-fyldt forestilling. Apetri, bedre kendt under navnet Fallulah, viser, at der er masser af rockklangbund i stemmen, men hendes leads er generelt mere musical-inspirerede som på de luftige “I Don’t Know How to Love Him” og “Everything’s Alright”.

Samme bemærkning kan tilfalde Tim Schou, der leverer ren popvokal på “Simon Zeolotes/Poor Jerusalem”. I stor ombæring kommer forestillingen derfor igennem mange genrer fra det rockede, til det jazzede og faktisk også det atonale, ikke kun hvad angår vokaler, men også kompositorisk fremførelse.

Judas’ selvmord leveres med en tilsigtet dissonant udførelse af “Judas’ Death”. Her er al saft og kraft suget ud af Erann DD’s pompøse røst, spædet op med passende tudeprinse-falset. Sangen manifesterer et stringent samspil mellem de godt og vel 100 personer på scenen i løbet af aftenen samt lydens og lysets vogtere bag deres teknikpulte.

“The Cruxifiction” får forestillingens eneste replikker ud i salen, inden lidt progressiv jazz er soundtracket for superstjernens endeligt. Der afsluttes i det helt klassiske uden elektriske instrumenter på den ultra-smukke “John Nineteen: Forty-One”.

Superstjernen åbenbarer sig for en ny generation

Vi har intet nyt lært til eftermiddag. Odeon er stadig tekstbogseksemplet på vellyd. Dirigent Andreas Vetö og Danmarks Underholdningsorkester beviser igen, at de er garanterne for at koble det traditionelle og det moderne. “Jesus Christ Superstar” holder stadig 50 år senere. Når kontrabassen får noget strøm, el-spaden regerer og musicalens højtflyvende fraseringer får lov til at buldre, så er der budt velkommen til cheesy pathos i det himmelske rige.

Det store spørgsmål er nu, taler forestillingen til en ny generation? Generelt har forestillingen kørende for sig, at litteraturhistoriens største narrativ ikke kræver den store holden-tungen-lige-i-munden. Førstegangsseere har derfor rig mulighed for at lade sig forblænde af vokalpræstationer og en sceneopsætning, der med få, men effektive virkemidler, løfter originalforlægget.

Forestillingen kan dermed hverken sammenlignes med Norman Jewisons 1973-filmatisering, 2018-opsætningen Jesus Christ Superstar – Live in Concert eller nogle af de helt stort-anlagte udenlandske opsætninger. Det er svært ikke at bide mærke i den forandrede visuelle kontekst, der trækker mange af de interessante ungdomsoprørs-analogier ud af ligningen. Denne jubilæumskoncert er dog endnu et hak i traditionen, der bygger videre og inspirerer med sjæl, spade og solide vokalpræstationer.

Det er tydeligt som fluen på væggen, at demografien til denne forestilling er yderst repræsentativ for aldersskellene på gader og stræder. 50 år senere er albummet dermed stadig relevant som alternativ bibeltime. Med et sikkert cast af musikere og skuespillere formår Judas, Jesus & co. at åbenbare rockmusikkens glade budskab også for en ny generation af unge med teater i blodet. Religiøs, agnostiker, ateist og alt derimellem – Jesus Christ Superstar taler et sprog, alle kan forstå.