2021 - JESUS CHRIST SUPERSTAR MED DUO
Vores tidligere kapelmester Andreas Vetö har flere gange stået i spidsen for Teatret Gorgernes koncertudgaver af Jesus Christ Superstar – pudsigt nok ingen af de gange vi opsatte den dramatisk, men til et hav af kirkekoncerter i påskedagene. Det var altid en stor oplevelse at rykke ind i et så intimt rum, med et lille orkester (inkl. Andreas selv på trompet) og Gorgernes erfarne performere og lade de fantastiske rocksange brage igennem i de smukke rum. Måske er det derfor han havde en drøm om at producere JCS i en koncert med det helt store symfoniske udtræk og i nogle af Danmarks største og smukkeste rum – og sammen med Teatret Gorgerne.
Det er en forestilling jeg har ønsket, at publikum skulle opleve med Danmarks Underholdningsorkester, lige siden jeg tiltrådte som direktør for fire et halvt år siden: Jesus Christ Superstar i en stor, symfonisk opsætning, som den var skrevet originalt.
Det lykkedes sidste år, men på grund af coronaen måtte vi kun spille koncerten for 400 publikummer ad gangen. I år foregår det i Royal Arenas store, pompøse rammer.
Jeg er utroligt glad for og stolt af, at Jesus Christ Superstar i vores version bliver Royal Arenas første store event siden nedlukningen. Ikke mindst fordi vi samtidig kan fejre, at det i år er 50 år siden, forestillingen havde premiere på dansk jord.
Det er også et stort privilegie, at vi har kunnet samle vores fantastiske cast med nogle af de bedste danske sangere og performere. Tilsat et par internationale stjerner direkte fra Londons West End, lover jeg, at Danmarks Underholdningsorkester og Teatret Gorgerne vil gøre alt, hvad vi kan, for at give publikum en enestående musikalsk oplevelse.
For det er jo netop det, det handler om. At vi sidder her fysisk sammen i dag og lytter til sangene er helt essentielt. Vi bliver en del af fællesskabet omkring musikken – det er det, der gør koncerter og teaterforestillinger til noget særligt. Det er levende, det foregår her og nu, og oplevelsen skabes i samspil mellem kunstnerne og publikum.
Under nedlukningen er det for alvor gået op for os alle, hvor stor betydning kulturen har for vores mentale helbred; hvor vigtigt det er at kunne samles – live – om en fælles oplevelse. For det er og bliver aldrig det samme foran skærmen.
Andreas Vetö – Direktør for Danmarks Underholdningsorkester
Dirigent: Andreas Vetö
Iscenesættelse: René Vinther Pedersen
Lysdesign: Sune Verdier
Korindstudering: Esben Frank
Producent: Danmarks Underholdningsorkester
Forestillingsfotos
af Toke Bjørneboe
Backstagefotos
af Tom Aarup Larsen
Judas: Ricardo Afonso
Maria Magdalene: Fallulah
Jesus: Christoffer Brodersen
Kong Herodes: Martin Brygmann
Pilatus: Bjørn Fjæstad
Caiaphas: Cavin Cornwall
Simon: Tim Schou
Annas: Martin Preisler
Peter: Anders Ørsager
Soloindstik & kor: Teatret Gorgerne
Reaktioner
Bragende god og elegant rockpassion – Anmeldelse i Politiken – 12. sep. 2021
Andrew Lloyd-Webber og Tim Rices jubilerende rock-opera om frelserens endeligt er et mesterværk, og den seneste opsætning er formidabelt god med kun få mislyde.
Det hele er nærmest indeholdt i den guitar-orkester-ouverture, der indleder dramaet: Rå, hård, vild, smuk og himmelstræbende i al sin distortede melodiøsitet er den; den indkapsler fortællingen om Kristus’ sidste dage som væsen af kød og blod. Spredt som Johannes Døberens stemme, der råber i ørkenen. Men samtidig også målsøgende som et moderne missil: Konfrontationen er uundgåelig, fordi den er nødvendig.
Heldigvis forbliver det ikke ved de indledende musikalske knæbøjninger, og straks efter går den opbragte og vrede Judas i gang med sit forehavende, der kickstarter processen, som ender med dobbelt død, men kun én gang opstandelse. Og så følger ellers en regulær perlerække af vidunderlige sange og musikstykker, der i pomp, pragt, patos og perfektion på kongenial vis understøtter fortællingen om frelserens kranke skæbne som al menneskehedens korsfæstede syndebuk.
Værket, der oprindeligt udkom som dobbelt-lp, et såkaldt concept album, kan i år fejre 50-års scenejubilæum, men fremstår nærmest uberørt af tidens ellers så nådesløse tand.
Lloyd-Webbers selvsikre og opulente blanding af hård rock, Hollywood-manerer, italiensk opera og lavmælte folk ballads – tilsat en knivspids british music hall – er på én gang kropsligt nærværende, tung og samtidig æterisk smuk som et daggry. De forskellige følelsesregistre får nærmest tildelt hver deres genre: rocken er vreden, balladen ængstelsen, mens begejstring og samhørighed forløber i svedende, honningfed funk, der næsten får det til at rykke i dansebenene.
Det er stor musik, men det skal det også være, når den skal gestalte the greatest story ever told, selve den kristne civilisations grundfortælling.
Bare et menneske
Ikke desto mindre er ’Jesus Christ Superstar’ ikke nogen forkyndende kristen musical. Den formidler ikke budskaber om næstekærlighed og godhed. I stedet handler den om svigt, om kærlighed, om skuffelse og om at gøre det, man skal, selv om det er forbundet med uantagelige omkostninger: Dø om så det gælder, som det hedder i en elsket salme af Christian Richardt.
Og librettisten Tim Rices mestergreb består i at vende fokus mod Judas Iscariot, forræderen, der solgte frelseren for 30 forbandede sølvpenge og tilmed kyssede ham, efter forræderiet var en realitet.
I ’Jesus Christ Superstar’ er han ikke blot en skurk. Han er en anfægtet tilhænger, en renegat, der er vred og bitter over, at hans idol er ved at køre deres fælles projekt et sted hen, hvor det ikke hører hjemme. »Everytime I look at you I don’t understand/Why you let the things you did get so out of hand«, synger han hen mod slutningen.
’Jesus Christ Superstar’ står stadig som det centrale kunstnerisk pletfri take på integrationen af rock og religion(skritik)
Samtidig er Judas imidlertid også et menneske, der elsker og derfor fortryder, hvad han har gjort mod sin ven. Hans antagonistiske figur er ligesom protagonisten Jesus dynamisk. Judas ender med at tage sit liv i forbitrelse over sin skændige, men jo ret beset også verdenshistorisk set nødvendige, gerning, mens Frelseren efter i den storladne ballade ’Gethsemane’ at have gennemløbet alle fem faser i Kübler-Ross-modellen accepterer, at han må dø døden i en højere sags tjeneste, fordi Farmand har bestemt det sådan.
I sin tid var ’Jesus Christ Superstar’ ikke den første rock-opera. Den ære plejer man at tilskrive den engelsk beat-gruppe The Pretty Things’ ’SF Sorrow’ fra 1968, og genren fandt for alvor fodfæste med Pete Townshend og The Whos ’Tommy’ fra 1969. Begge beretter enkeltindividers individuationshistorier med henholdsvis mismodigt og kulturkritisk perspektiv. Men Lloyd-Webber og Tim Rices vælger i stedet at kolportere den vestlige verdens største fællesmyte i tidens toner, ligesom klassiske komponister har gjort det før med operaer, passionsspil og andre store episke kompostioner. Amerikanerne Galt MacDermot, Gerome Ragni og James Rado skabte en generationsmyte om hippiebevægelsens emancipationsbestræbelser allerede i 1967med musicalen ’Hair’, og Pink Floyd leverede med deres ekstremt vrede og patosfyldte ’The Wall’ i 1979 en hvas bandbulle til massesamfundets dehumaniserende uddannelsesmaskine, men ’Jesus Christ Superstar’ står stadig som det centrale kunstnerisk pletfri take på integrationen af rock og religion(skritik).
En formidabel Judas
Den danske opsætning ved Danmarks Underholdningsorkester og dettes leder Andreas Vetö skal træde store sko. For enhver nyudgave vil altid blive målt musikalsk op mod originalen med Murray Head som Judas, Deep Purples Ian Gillan som Jesus og Yvonne Ellimans angeliske Maria Magdalene. Men øvelsen lykkes. De medvirkende klarer ærterne mere end hæderligt.
Måske er Christoffer Brodersen til at begynde med en kende fersk som Jesus, og Fallulah måske også en lille smule for skrøbelig vokalt. Men de kommer begge efter det, og til gengæld er engelske Ricardo Afonso intet mindre end formidabel som Judas, ligesom Bjørn Fjæstad demonstrerer sit enorme vokale format som Pilatus.
Hvor kan den mand synge basbaryton, så det går direkte i rygraden og summer
Og ypperstepræsten Caiaphas forvaltes prægtigt – med en stemmepragt, der formentlig ville have kunnet vælte muren i Berlin – af Cavin Cornwall, hold da så meget ferie på Fanø, hvor kan den mand synge basbaryton, så det går direkte i rygraden og summer.
Martin Brygmann tager sig af forestillingens comic relief i form af Kong Herodes, der latterliggør Jesus og ender med fnysende at ringeagte ham som et freakshow og fupnummer. Han klarer den vanskelige opgave ganske glimrende, om end selvparodien lurer truende i kulissen. I de øvrige centrale roller gør Martin Preisler som Annas, Anders Ørsager som Peter og Tim Schou som Simon det fint, og teaterkoret Gorgerne leverer menneskelig kulisse med bravur.
Scenografien er minimalistisk: en scene og en lang bro, og kulisserne består ud over stilladser først og fremmest af lys. Men med det levendegøres rummet på ganske imponerende vis: Især husker man en menneskelig akse med Judas, Jesus og Maria Magdalena stående som i et triptykon – plus en scene med Jesus, hvor lyset tændes foran ham skridt for skridt i firkanter som en slags omvendt Jacobs stige, der fører ham i døden. Meget manende og godt tænkt.
Orkestret svinger, som det skal. Grundbandet med Søren Frosts solide trommer og Jens Runge og Johan Jørgensens efne guitarer gør meget af det rockende arbejde.
Så man forlader Royal Arena om ikke genopstanden, så dog vederkvæget af musikalsk storhed og episk lyrik.
Det er en god historie, passionen.
ANMELDESE AF JESUS CHRIST SUPERSTAR – DEN 4. VÆG
Derudover fortjener koret en kæmpe applaus for deres eminente arbejde. De er velsyngende og velspillende, og de formår virkelig at spille op imod de kæmpe kræfter, der er i de centrale roller. Jesus Christ Superstar havde ikke været den samme uden dem, og de løfter i den grad forestillingen til det næste niveau. Bravo!
HVAD ER DET
Jesus Christ Superstar er en rockopera skrevet Andrew Lloyd Weber, der er en af vores tids største musicalkomponister. Han har stået bag kæmpesucceser som Cats, Evita og The Phantom of the Opera. I Jesus Christ Superstar tager Weber historien om Jesu sidste dage på jorden til genfortælling, og denne gang bliver historien fortalt fra Judas’ synspunkt.
I denne koncertudgave af Jesus Christ Superstar akkompagneres sangerne på scenen af ingen ringere end Danmarks Underholdningsorkester. I rollen som Judas har Underholdningsorkesteret castet portugiseren Ricardo Afonso, der har spillet samme rolle på Barbican Theatre i London. Derudover rummer castet kendte danske navne som Martin Brygmann i rollen som Kong Herodes, Fallulah som Maria Magdalene og Christoffer Brodersen som Jesus.
VI MENER
Jesus Christ Superstar er en af mine favorit musicals, som jeg har lyttet til, siden jeg var lille. Musikken sætter derfor gang i mange minder og megen nostalgi, hvilket gør mig endnu mere spændt på at se denne opsætning. Udover mit nostalgiske forhold til musicalen er musikken også utroligt velskrevet. Judas’ og Jesu musikalske partier er vanskelige at synge, og de kan knække selv den mest garvede sanger. Judas bevæger sig konstant op i høje og rockede toner, der bevæger sig lige på grænsen til et knæk i stemmen, og Jesu sang ‘Gethsemane’ bliver set som en af de absolut sværeste sange at synge.
Scenen er simpelt bygget op. Der er en central scene, hvor Danmarks Underholdningsorkester sidder, og derfra er der bygget yderligere en scene, der som en catwalk går tvær igennem publikumspladserne. Bagved orkesteret bliver der i løbet af forestillingen afsløret et kæmpe lysende kors. Hvis jeg på nogen måde var i tvivl om, hvilken forestilling jeg var i gang med at se, så var jeg det i hvert fald ikke længere ved synet af dette kors. Scenografien passer godt til forestillingen, og korset er så voldsomt stort, at det havde været for overvældende, hvis der var blevet gjort mere ved den.
Forestillingen spiller i Royal Arena, hvilket virker som et ambitiøst projekt og muligvis for stort et brød for sangerne, hvis de vil nå ud over scenekanten med de krævende følelser, forestillingen rummer. Første akt bekræfter mine betænkninger, og jeg går til pause med en flad fornemmelse af ikke at være blevet rørt. Lydmæssigt leverer både orkesteret og vokalisterne, men jeg kan ikke mærke følelserne i sangene. Desperationen og fortvivlelsen i historien går tabt i det store rum, og det er ærgerligt. Dog viser anden akt sig for at være en helt anden oplevelse, og det virker næsten som om spillerne har givet hinanden en opsang i pausen, for anden akt sparker i den grad første akts bagdel.
Efter Jesus’ glansnummer ‘Gethsemane’ sidder jeg med tårer i øjnene og kuldegysninger, som første falder ned, når forestillingen slutter. Brodersen passer godt i rollen som Jesus, og hans smukke falset giver rollen en skøn ømhed, der er en stærk kontrast til den kaotiske Judas. Ricardo Afonso er en af de vildeste sangere, jeg nogensinde har hørt, og jeg har svært ved at sidde stille på mit sæde af ren benovelse over, hvor vild han er. Det er tydeligt at høre, at Afonso har musikken og karakteren helt inde under huden. Han får det til at lyde som det letteste i verden, selvom hans mange vilde toner snildt kunne tage livet af selv den mest garvede sanger.
Generelt er castet utroligt dygtige, og selv en mand som Martin Brygmann, som jeg ikke havde de store forventninger til, viser, hvor vanvittig dygtig en performer, han er. Han gør mine fordomme til skamme, og hans version af ‘King Herod’s song’ er en af de sange, jeg husker bedst fra forestillingen. Derudover fortjener koret en kæmpe applaus for deres eminente arbejde. De er velsyngende og velspillende, og de formår virkelig at spille op imod de kæmpe kræfter, der er i de centrale roller. Jesus Christ Superstar havde ikke været den samme uden dem, og de løfter i den grad forestillingen til det næste niveau. Bravo!
I løbet af forestillingen kan jeg ikke ryste den tanke af mig, at det er som om der mangler noget. Selvom det er en koncert, spiller sangerne stadig skuespil, men skuespillet bliver ikke fulgt ordentligt til dørs, og det kommer derfor til at fremstå halvhjertet. Sangerne samler ikke op på hinandens energier, og nogle gange kommer forestillingen til at virke som en samling af sange i stedet for en samlet forestilling. Der er også mange spillemæssige detaljer, der går tabt i det halvhjertede spil, og det gør det svært at forstå detaljerne i fortællingen, hvis man ikke på forhånd har et kendskab til Jesus Christ Superstar.
Da jeg træder ud i den varme septemberaftens mørke, er jeg blæst bagover af de vilde vokaler, jeg har lyttet til den sidste 2,5 time. Jeg er enormt imponeret, men også en smule misundelig over, at nogle mennesker kan synge så vanvittigt godt. Selvom spillet var halvhjertet, går jeg stadig derfra med en dejlig oplevelse.
