Chicago

★★★★★

”Giv den en gang hokus pokus og lidt skuespil.” Tag med til kvindefængslet i Chicago, hvor mordere, forrædere og utro damer bliver berømtheder i pressen og kappes om opmærksomheden, mens de forsøger at blive frikendt. Vi følger korpigen Roxie ryge i fængsel for mordet på sin elsker og derfra blive en berømthed i medierne, når Teatret Gorgerne opsætter Chicago i imponerende stil, med store dansenumre, flotte kostumer og imponerende sang.

Kander, Ebb og Fosses musical Chicago er historien om korsangeren Roxie Hart og natklubsangerinden Velma Kelly, som begge er havnet i Cook County Fængslet for mord, og her kappes de om at blive mediernes darling. Kvindefængslet bliver regeret af den korrupte ”Mama” Morton, som mod bestikkelse hjælper de indsatte, hun fungere blandt andet som agent for Velma og får Roxie informeret om en advokat. Roxie overtaler sin tøffelhelt af en mand til at skaffe penge til at betale for den samme stjerneadvokat som forsvarer Velma. Advokaten Billy Flynn har en evne til at få sig selv og sine klienter i medierne, hvilket starter et cirkus, hvor Billy ændrer, modellerer og tilpasser Roxies historie for at få hende på forsiden af aviserne og i sidste ende frifundet.

Selvom stykket efterhånden har et par år på bagen, er musikken tidløs med klassikere som ”All that jazz”, ”Cell block tango” og ”Mr Cellophan”, som her leveres professionelt. Stykket besidder også stadig en relevant skarp kommentar til medierne om den idoldyrkelse, de stadig er med til at skabe. Det skildrer et samfund i moralsk opløsning, med alkohol, fri sex, våben og – all that jazz. Det er altid en udfordring at tage en klassikere op, men Teatret Gorgerne når smukt i mål.

Det er en veludført fortælling af hele castet. Deres sangtalent imponerer over hele linjen, og skuespillet følger efter. Det er derfor svært at fremhæve nogen, men der var et par stykker som simpelthen sprængte rammen. Tom Aarup Larsen som Amos Hart går lige i hjertet. Tom gør karakteren så oprigtig, sød og kejtet, at han gang på gang får hele salen til at sige ”Ahh”, når noget er synd for Amos – hvilket det er stort set hele forestillingen. Man kan ikke andet end holde af og holde med Amos gennem Toms præsentation af ham.

Niklas Dietz er solid, slesk, skarpsindig og gennemført i rollen som advokaten Billy Flynn. David Lakshøj-Hansen som journalisten Mary Sunshine er en publikumsfavorit. Han er så imponerende i dametøj med efterligningen af en kvindestemme, at det ikke lige med det samme gik op for mig, at han ikke var kvinde. Disse tre herrer fortjener guldstjerner. Ann Farholt er den perfekte ”Mama”. Hun fylder scenen ud med karisma og autoritet, hver gang hun går på scenen. Rivaliseringen mellem Julie Lunds Roxie og Dina Fie Lorentzens Velma er veludført med overbevisende divaopførsel, flotte sangstemmer og selvsikkerhed på scenen.

Stykket spiller. Ingen tvivl om det, og det bedste eksempel er under bugtalersangen ”Vi kæmpede om pistolen.” Sang og koreografi gik op i en højere enhed, og man kunne ikke andet end bare at nyde det. Og dette går igen gennem hele forestillingen.

Nanna Kampp Villumsen har skabt en flot koreografi til forestillingen, som både fungerer, når hele ensemblet er til stede, og som fungerer, når det kun er en eller få af skuespillerne. Den har flere kreative elementer, som en flot menneskelig trappe og en scene hvor alle skuespillerne er frosset i deres position, mens en anden scene udspiller sig foran dem. Disse elementer fungere rigtig godt sammen med de klassisk jazzelementer. Min eneste anke er, at koreografien nogle steder måske er lidt for udfordrende i forhold til skuespillernes evner. Det gælder her især spark og bensving, som mangler power og styrke for, at det er gennemført.

Scenografien er simpel med celler hele vejen rundt om scenen og ellers få virkemidler som stole, et klaver og et enkelt skrivebord. Dette betyder at scenen skal fyldes af skuespillerne i stedet, og dette formåede de flot. Det er enkelt, men det fungerer, og det kæmpe store showlysende Chicago skilt sætter stemningen allerede fra starten og bruges oplyst og dæmpet gennem forestillingen, alt efter hvilken type scene der udspilles. Der blændes helt op for det, når pigerne går i performancemode og skal imponere pressen.

Lissy Larsen har skabt sexede kostumer som underbygger tonen gennem forestillingen sammen med lige så flotte, farverige cirkus- og periodekostumer. Der er ofte kostumeskift hos ensemblet, når de går fra en rolle til en anden. Dog var der en karakter, ”Pjerrot”, hvis funktion hverken min ledsager eller jeg fandt ud af. Han skiftede aldrig ud af den ene rolle eller sit kostume, men dukkede blot op en gang imellem uden at sige noget, indtil han til sidst er dommer.

Stykket mere end levede op til mine forventninger og jeg vil klart anbefale musicalelskere at nå forestillingen i dens, desværre, korte spilleperiode. Der var intet der gav udtryk af, at det ”blot” var amatørteater. Det var meget professionelt udført, og forestillingen oser af sex, charme, sang og seriøse dansetrin, krydret en del god humor.

 Anmeldelse på Ungt Teaterblod – Julie Vad B. Madsen

I dag så jeg Teatret Gorgernes opsætning af ”Chicago” – som jo betyder noget helt specielt for mig – min første solistrolle i en musical som Velma Kelly på Århus Teater – instrueret af selveste Gene Foote…så jeg er kritisk. Gik derfra med hænderne over hovedet – Tak til hele det kreative team – og super casting: Julie Lund som Roxie – Dina Fie Lorentzen som Velma Kelly – Niklas Dietz som Billy Flynn – Tom Aarup Larsen som Amos – Ann Farholt som Mamma – og hele resten af ensemblet.

Ærgerligt for alle jer der ikke nåede det. De spiller nemlig sidste gang lige nu.

Susanne Breuning – på hendes Facebookside