BØRNETEATER NÅR DER ER BEDST

1. akt

Der var engang en stor og dejlig skov, der hed Hakkebakkeskoven. Her levede mange dyr, store og små, side om side.

Men alle var ikke venner og især Mikkel Ræv var ingen glade for, for han jagtede altid de små dyr, stjal fra Bager Harepus og spredte skræk i hele skoven. Heldigvis var Mikkel ikke så smart, at han ikke kunne narres og sådan kunne de små dyr og især Klatremus, overliste ham, så de ikke blev berøvet eller ædt. Men ikke kun Mikkel var en trussel for de små dyr, også uglen og Peter Pindsvin var farlige at komme for tæt på.

En dag blev det for meget for Morten Skovmus. Efter at have hørt sin bedstemor fortælle, hvor­dan hun nær var blevet ædt af Peter Pindsvin, besluttede han at skrive en lov om, hvordan man skulle opføre sig i skoven. Sammen med Klatremus, gik han til Bamsefar, der indkaldte til et stort møde, hvor alle skulle komme og beslutte den vigtige lov.

Modvilligt blev det ved­taget at loven skulle gælde for alle og det ændrede virkelig på livet i skoven. Ja, selv Mikkel Ræv gik rundt og var flink hele dagen.


2. akt

Nu skulle man tro at alle var glade, men Mikkel var ikke spor glad og meget sulten, så han besluttede sig for at "låne" lidt mad på bondegården, der ikke lå så langt væk. Med lidt hjælp fra den lille køkkenmus, fik han "lånt" en stor skinke, som han med glæde gik hjem og åd. Desværre opdagede manden og konen på gården, at der var forsvundet en skinke, så de gik ud på jagt, for at fange ræven, som de mistænkte for at være tyven.

Men i stedet for at finde Mikkel Ræv, fandt de egernbørnene der legede med Bamsefars søn, Brumlemand. Sådan en dejlig bjørneunge, kunne de få mange penge for, hvis de solgte ham til et cirkus, så de tog ham med hjem og låste ham inde i et bur.

Nu var Brumlemand forsvundet og der blev stor opstandelse i skoven; hvor kunne han være? Alle ledte efter ham, men han var pist borte. Bekymret for om Mikkel havde brudt loven og taget Brumlemand, gik hele flokken over til hans hus og fandt ham sovende efter et stort måltid. Men Mikkel havde jo ikke gjort noget galt og besluttede at hjælpe. Med sin gode lugtesans fandt han hurtigt ud af hvor Brumlemand var henne, og sammen fik han, Klatremus og Morten Skovmus befriet Brumlemand fra sit fangenskab.

Og nu kunne hele skoven feste og fejre Bamsefars fødselsdag…

 

HANDLING