TEATER DER SPILLES AF LYST

Gorgerne er et frivilligt-teater- og musicalensemble, som har eksisteret siden 1997. Igennem årene er teatret vokset med ambitionerne om at kunne opføre frivilligt musikteater der er på fuld højde med det der produceres på de professionelle teatre. Dette har resulteret i en lang række store, ambitiøse musicals og koncerter der idag har gjort at Teatret Gorgerne er kendt som et af de mest ambitiøse frivillige teatre i Danmark.

Gorgernes store kærlighed til musicalgenren er i dag garant for kvalitet, fordi der fokuseres på at tage historien seriøst og ikke bare forfalde til at lave “et show” uden indhold. Teatret er heller ikke blege for at producere hvad der for de fleste danskere er helt ukendte værker. Fantastiske musicals som ingen professionelle teatre herhjemme har turde røre med en ildtang. Vi mener at publikum fortjener at blive præsenteret for noget af det bedste som musicalgenren kan byde på, og vi knokler for at gøre op med idéen om at det kun er en lille håndfuld bestemte musicals som det danske teaterpublikum vil se.


Det høje niveau og evnen til at tage chancer gør også at Gorgerne i høj grad fungerer som ”øvested” for upcoming sangere og skuespillere og et springbræt til den professionelle verden. Mange professionelle kræfter bakker op om ensemblets virke og lægger en masse arbejde for Gorgerne i forbindelse med store produktioner. Dette gør at Gorgerne består af ildsjæle, der brænder for teater, musik og skuespil. Entusiasmen for en helstøbt og sammensat forestilling er stor, og hver person kan kunne tilføje sit talent og kunnen til det færdige resultat.


Herunder kan du lære meget mere om Teatret Gorgernes historie og målsætninger.