Begejstret hyldest til Monty Python

Anmeldelse. Teatret Gorgerne brillerer med en smittende begejstret, vellykket, gennemmusikalsk og meget meget morsom Monty Python-musical på Gladsaxe Teater.

Gladsaxe: Monty Python er comedys svar på The Beatles.

John Cleese, Eric Idle, Michael Palin, Terry Jones, Graham Chapman og Terry Gilliam er engelsk comedys John, Paul, George og Ringo. Og man tager en stor chance, hvis man piller ved arvesølvet og forsøger at videregive det klassiske på engang absurde, fjollede, intelligente, anarkistiske, rablende vanvittige og meget meget sjove materiale.

Men det er ikke desto mindre, hvad Teatret Gorgerne binder an med på Gladsaxe Teater, hvor den frivillige teatertrup opfører ’Spamalot’, som er en musical, skrevet af Pythonen Eric Idle, der ’kærligt har tyvstjålet’ hele historien fra ’Monty Python and The Holy Grail’, den klassiske Python-film, som mange blandt publikum tydeligvis havde set. I hvertfald lød der genkendelsens hyldest, når den sorte ridder, der bare ikke kan erkende et nederlag, manden, der er død af pest, men ikke er helt død endnu eller Ridderne, der siger ’ni!’ meldte sig i den vanvittige handling.

Den er kort sagt denne: Kong Arthur og Ridderne om det runde bord er på jagt efter den hellige gral, så Arthur endelig kan blive konge af Briterne. Men handlingen er for så vidt underordnet. Den åbner bare op for en skattekiste af absurde indfald, latterkrampevækkende sange og et mylder af vanvittige gags, og Teatret Gorgerne lever glimrende op til det legendariske forlæg.

Spamalot er som skrevet en musical, oprindeligt opført til Broadway, og det placerer England i det tiende århundrede, midt i en flamboyant musicalramme, og det er både et glimrende match, men også et fint udstillingsvindue for Gorgernes store talenter.

De kan synge, kan de. Nogle af dem endda fremragende, specielt den forsmåede diva, ’The Lady in lake’. Koreografien er imponerende, og skuespillet lige så godt. Specielt Ridder Galahad med den store klassebevidsthed og Kong Arthur levede fint op til deres modstykker (i filmen) Michael Palin og Graham Chapman.

Grundlæggende er Teatret Gorgernes udgave af Spamalot en gennemmusikalsk, entusiastisk og flot forestilling.

På premiereaftenen var der enkelte kiks både teknisk og i timing, og anden akt kunne ikke helt leve op til den forrygende åbning på forestillingen, hvor selv den mest inkarnerede ’Python-fan’ måtte overgive sig til al den herlige ’sillyness’.

Der var et par af de stort anlagte numre, der viste, at der går en lille smule tabt ved at hente Broadway til Gladsaxe, men det var småting.

Disse få skønhedsfejl var blot med til at huske publikum på, at der altså ikke var tale om en professionel opsætning, men om en frivillig teatertrup, der loyalt, voldsomt dygtigt og gnistrende entusiastisk bragte ånden af Monty Python ind på Gladsaxe Teater.

Spamalot kan (og bør) opleves på Gladsaxe Teater fra torsdag den 18. november til og med lørdag den 20. november.

Mikkel Svinth Rødgaard    Din By.dk     12. november 2010


REAKTIONER

 

Thank you!

Eminent flot forestilling! -alle gags var helt perfekte! Skuespillerne tændte, så deres øjne gløede, helt ud til os i salen!

7 stjerner af 6 mulige!

Tak

Carl Koch    Gorgernes gæstebog    13. november 2010

Har lige set forestilling på Gladsaxe! Må sige at det er noget af det bedste teater jeg har set i mit lange liv!!! Er stor Monty fan, men I er skide dygtige skuespillere mm. Stor TAK til alle for en skøn oplivende aften! Den bedste terapi i en nogle gange uforståelig, men fantastisk verden! Mange KYS fra mig og ikke mindst min familie!

God vind fremover! Vil se ALLE jeres produktioner fremover! I er bare for FANTASTISKE!!! Ville gerne se Spamalot igen, men penge er ikke det vi har nok af!

TAK igen!!!

Kirsten Ewert    Gorgernes Gæstebog    13. november 2010

Tillykke med en fabelagtig forestilling!!!

Hver en detalje er der kælet for, det hele kører perfekt, og det er vildt sjovt. Stor cadeau til skuespillerne som ikke bare taler et meget velklingende engelsk men også har en perfekt diktion der gør det let at følge med i både dialog og sange. Pragtfuld mimik og kropssprog, og skønne stemmer.

Elisabeth Fabricius    Gorgernes Facebookprofil    14. november 2010