LYKKEN ER.......EN ALLETIDERS MUSICAL
Søren Brun vågner, men er endnu en gang for sent på den (Åbning/Du er god nok, Søren Brun). Hans venner forsikrer ham om, at selv om han til tider er både uheldig, usikker og uden selvtillid, så er han alletiders ven.
I skolen lider Søren Bruns selvtillid dog et nyt knæk, da han ikke formår at mande sig op til at fortælle Den Lille Rødhårede Pige, hvad han synes om hende.
De følelser har Trine imidlertid ingen problemer med at udtrykke, da hun henslængt på Schrøders flygel erklærer ham sin ubetingede kærlighed til tonerne af Beethoven (Schroeder).
Trine og Nina har sat sig for at befri Thomas for sin sutteklud. Selv om Thomas hævder at han sagtens kan kvitte den, må han til syvende sidst opgive sin frigørelse og kaste sig over sit elskede eje (Min Sutteklud og Mig).
Søren Brun nægter at lade sig kue af nederlag og beslutter sig for at dette skal være dagen, hvor han endelig får sin drage op at flyve (Dragen). Og lige som han tror at succesen er hjemme, sker det uundgåelige: Dragen styrter til jorden med et brag.
Schrøder inviterer alle til at hjælpe med tilblivelsen af en ny helligdag til ære for sit store idol (Beethoven Dag). Alle vennerne fester igennem, men virkeligheden melder sig snart, da de vender tilbage til lektierne og kampen om at få færdiggjort boganmeldelsen om Peter Kanin (Fristilen).
2. akt
Nina er ved at være godt gnaven over at hendes lærer ikke anerkender hendes store evner. Men gennem hendes nye filosofi ”Åh, må jeg være fri!” (Min ny Filosofi) finder hun løsningen på alle sine problemer.
Schrøder har samlet vennerne for at øve frem mod koropførslen af ”Hjem Kære Hjem” (Sangklubben). Desværre for Schrøder har Thomas og Trine store uenigheder over en potentielt stjålet blyant og det hele ender i et stort skænderi.
Men sådan er det jo med søskende og kort tid senere er det hele glemt, da Søren Brun møder Trine i fuld gang med at lære sin lillebror om alle de fantastiske, men måske knapt så sande ting, hun ved om naturen (Kendte Små Ting).
Hjemme på hundehuset venter en fortvivlet Nuser, som er sikker på at Søren Brun har glemt ham og aldrig vender tilbage. Men da madskålen alligevel finder vej til Nuser glemmer han hurtigt alt og bryder ud i den helt store glædesdans (Middagsmad).