Premiere på SPRING AWAKENING i Galaksen

2. nov. 2021

Efter et meget stille år skruer Teatret Gorgerne igen op for forstærkeren, når vi til november kan invitere til en storslået musicaloplevelse: Den prisbelønnede broadwaymusical Spring Awakening. Forestillingen byder på intenst ungdomsdrama og rockmusik i verdensklasse – og endnu engang satser Gorgerne hele butikken for at bringe en næsten ukendt musical til det danske publikum.

Sætter lyd på ungdommens frustrationer

Musicalen Spring Awakening foregår i 1800-tallets Tyskland og handler om en gruppe unge, der på forskellige måder har svært ved at finde deres plads i livet i overgangen fra barn til voksen. Netop dette tema glæder formand i Teater Gorgerne Tom Aarup Larsen sig til at sætte fokus på.

”Unge i dag oplever et kolossalt pres fra både skole, forældre og job – og det gør det svært for mange at finde sin plads i livet. Selvom Spring Awakening handler om unge i 1800-tallet, så er jeg overbevist om, at forestillingen kan bidrage med nye perspektiver, som både de unge publikummer og deres forældre kan få glæde af,” fortæller Tom Aarup Larsen.

 

Om Spring Awakening

Musicalen er baseret på Frank Wedekinds skuespil fra 1891. Skuespillet var kontroversielt, da det udkom, fordi det berører emner som abort, homoseksualitet, selvmord, voldtægt, stress, unges ensomhed og voksnes hykleri. Musicalen havde premiere på Broadway i 2006 med musik af Duncan Sheik og tekst af Steven Sater.

 

Læs mere om forestillingen her: